Nature Energy ser store perspektiver i Danish Crowns bæredygtighedsstrategi, som netop er blevet offentliggjort. Biogas kan blive en vigtig nøgle i kampen for at nå de ambitiøse mål.
Danish Crown vil være verdens mest bæredygtige kødproducent i 2030, og fødevaregiganten sigter efter at være klimaneutral i 2050. Biogas kan bidrage væsentligt til, at danske landmænd og Danish Crown bliver bæredygtige.
”Danish Crowns klimaudspil er meget ambitiøst og visionært, og vi er overbeviste om, at biogas kan hjælpe landmændene og Danish Crown med at blive mere bæredygtige og klimavenlige,” siger adm. direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund.
Nature Energy er verdens største producent af biogas, som er CO2-neutralt og fremstilles af organisk materiale, hvor landbruget yder et stort bidrag.
”Biogas er cirkulær økonomi i sin mest rene form, idet eksempelvis gylle fra landmændene gennem vores biogasanlæg kan blive til grøn og CO2-neutral gylle, som igen kan bruges af landmændene,” siger Ole Hvelplund.
Det glæder Nature Energy, at flere store virksomheder – senest SAS og Danish Crown – tager stort ansvar for klimaet og den grønne omstilling og ser biogas som en del af løsningen. Ole Hvelplund håber, at det også bliver bemærket på Christiansborg, hvor energiforligskredsen midlertidigt har stoppet støtten til biogas med risiko for at sætte Danmarks førerposition over styr.
”Der er ingen tvivl om, at biogas har potentialet til at blive Danmarks næste store grønne eksportsucces. Det kræver, at vi har gode og stabile vilkår i Danmark, for vi har brug for offentlig støtte på nuværende tidspunkt – ligesom vindmøllerne havde det i begyndelsen” siger Ole Hvelplund og påpeger, at Nature Energy har fokus på at reducere omkostningerne, og at behovet for støtte dermed vil være faldende i fremtiden.
Gennem de seneste tre år er produktionen af grøn gas steget lige så meget som i de foregående 30 år. Nature Energy vurderer, at der er et væsentligt potentiale for at optimere brugen af biogas som en katalysator for den grønne omstilling i Danmark.
Kaare Birch, presserådgiver hos Nature Energy
Tlf. 42 25 36 25 eller kbi@natureenergy.dk.
Nature Energy er verdens største producent af biogas. Sammen med vores partnere ejer og driver vi ni biogasanlæg i Danmark og udlandet og er ved at etablere yderligere anlæg.
Biogas er en vigtig brik i den cirkulære økonomi. Nature Energy producerer biogas ved at bruge husdyrgødning, madaffald og andre organiske affaldsprodukter og løser således påtrængende affaldsproblemer i det danske samfund.
Biogas spiller også en vigtig rolle i det danske CO2-regnskab. Da den fortrænger den fossile naturgas, skal der hentes mindre naturgas op fra Nordsøen eller andre naturgasfelter.