I 2019 indgik Arriva og Nature Energy en aftale om at etablere to nye gastankstationer i Brønderslev og Hadsund samt en udvidelse af den eksisterende gastankstation i Aalborg. Det har skabt et momentum for at omstille transporten, og i starten af maj rullede 16 nye biogasbusser ud for første gang i regionen.
Fredag den 1. maj fik 16 nye biogasbusser deres debut på de nordjyske veje. Busserne fordeles ud på seks forskellige ruter og betjener fem forskellige kommuner i regionen. Allerede i 2019 lagde Nature Energy sammen med Arriva fundamentet for en omstilling til biogas i Nordjylland. Her indgik parterne en aftale om at etablere to nye gastankstationer i Brønderslev og Hadsund samt en udvidelse af den eksisterende gastankstation i Aalborg.
En vigtig aftale som sikrer et grønt incitament i regionen til at omstille til grøn gas, reducere udledningerne og spille positivt ind i regeringens klimamål om en 70 % CO2-reduktion i 2030.
”Vi er rigtig glade for at have styrket mulighederne for at tanke biogas i Nordjylland og dermed gøre det nemmere at få regionens køretøjer omstillet til CO2-neutral grøn gas. Langt størstedelen af de danske køretøjer kører stadig på fossile brændsler i dag, og sektoren rummer et stort omstillingspotentiale,” siger Ole Hvelplund, der er adm. direktør hos Nature Energy, og fortsætter:
”Her er biogas det bedste og billigste alternativ til diesel, og vi er ikke i tvivl om, at biogas er et afgørende middel til at omstille transporten, så den kan imødekomme regeringens klimamål. Derfor ser vi også gerne, at afgifterne på biogas i transporten som minimum ligestilles med diesel, så det kan betale sig for flere at køre på biogas,” siger Ole Hvelplund.
Som afgifterne er indrettet i dag, er det dyrere at køre på biogas sammenholdt med diesel. Her håber Nature Energy på, at politikerne vil ændre afgifterne, så CO2-neutral biogas som minimum bliver lige så billigt som den fossile diesel i afgifter.
Hos Arriva ser man ligeledes positivt på den nordjyske omstilling til biogas.
”I Arriva kigger vi på alle de forskellige muligheder, der er, for at implementere CO2-neutrale løsninger i den kollektive trafik, så vi kan flytte transportbranchen i en grønnere retning. Det er et vigtigt skridt, der nu er taget i Nordjylland, og vi har forventning til, at flere vil kigge i den retning, så vi kan accelerere den grønne omstilling og få flere miljøvenlige busser og tog i den kollektive trafik. Det er der i høj grad brug for, hvis vi skal indfri regeringens klimamål for 2030,” siger Jens Boe Jacobsen, direktør for Business Development i Arriva Danmark. Han fortsætter:
”Til at rykke transportbranchen i en grønnere retning ser vi biogas som en af de mange løsninger, der kan sikre branchen den nødvendige omstilling frem mod 2030. Biogas-teknologien til transport er klar, og kan implementeres i løbet af kort tid,” siger Jens Boe Jacobsen.
Ruterne er udbudt af Nordjyllands Trafikselskab og finansieret af hhv. Region Nordjylland og kommunerne Aalborg, Rebild, Jammerbugt, Hjørring og Brønderslev.