Fra den 28. februar 2022 ruller ti nye, klimavenlige renovationsbiler ud på vejene i Faaborg-Midtfyn Kommune, som skal køre på grøn biogas. Renovationsbilerne drives af kommunens forsyningsselskab FFV Energi & Miljø, og det er Danmarks største producent af biogas, Nature Energy, som leverer den grønne gas til bilerne.
I Faaborg-Midtfyn Kommune er borgmester Hans Stavnsager (S) glad for at sikre en grønnere renovationsdrift i kommunen med de nye biogasdrevne renovationsbiler.
”I Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder vi målrettet efter at reducere kommunens klimaaftryk og bidrage positivt til den grønne omstilling. Derfor har vi også ambitioner om at øge brugen af grøn energi i transporten. Vi har 16 renovationsbiler i alt i kommunen, og nu kommer 10 af dem til at køre på klimavenlig biogas,” siger Hans Stavnsager.
Hos Nature Energy er man glad for at bidrage til den grønne omstilling i kommunen.
”Det er vigtigt, at vi får lavet en grøn transformation af hele transportsektoren, og her er biogas oplagt i den tunge del af transporten, hvor el ikke er løsningen nu. Biogas er en grøn teknologi, der reducerer klimabelastningen her og nu, og derfor skal vi også have mest mulig af den tunge transport omstillet til biogas hurtigst muligt. Vi er klar til at levere,” siger Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy og fortsætter:
”De grønne renovationsbiler på biogas gør Faaborg-Midtfyn Kommune til et grønt udstillingsvindue for resten af verden, hvor vi i Danmark i forvejen går forrest i den grønne omstilling. Vi har allerede verdens grønneste gasnet og er førende inden for biogasproduktion globalt.”
De nye renovationsbiler kommer årligt til at indsamle 13.000 tons affald, hvor madaffald alene udgør 3.000 tons. Her sendes madaffaldet direkte videre til den lokale biogasproduktion, som så producerer grøn gas, som renovationsbilerne kan køre videre på. De nye lastbiler tanker biogassen på en ny gastankstation, som Nature Energy har leveret til FFV Miljø og Energi.
”På mange måder er det her en stærk, cirkulær fortælling. Vores nye renovationsbiler kører på biogas, der blandt andet produceres af borgernes eget madaffald, som renovationsbilerne selv kommer til at samle ind. Det er et grønt og bæredygtigt kredsløb, og det kan vi godt være stolte af,” siger borgmester Hans Stavnsager.
I Faaborg-Midtfyn Kommune arbejdes der aktivt med at styrke affaldssorteringen og genanvendelsen af det affald, der løbende samles ind. Kommunen huser allerede i dag et af Nature Energys biogasanlæg, hvor bl.a. borgernes madaffald omdannes til klimavenlig biogas og grøn gødning til det lokale landbrug.
Hos Nature Energy ser man Faaborg-Midtfyn som et strålende eksempel på, hvordan landets øvrige kommuner kan lade sig inspirere til at få sat gang i den grønne genanvendelse af affald:
”Faaborg-Midtfyn kommune er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan tænke cirkulær økonomi og klima tæt ind i sine løsninger. Det håber jeg, at flere kommuner landet over vil lade sig inspirere af, så vi kan udnytte endnu mere madaffald i biogasproduktionen og samtidig få endnu flere biogasdrevne renovationsbiler ud på de danske veje,” siger Ole Hvelplund.