Nyheder

Nature Energy øger aktiviteten i 2020: Nye investeringer giver mere biogas og lavere omkostninger

Skrevet af Nature Energy | May 12, 2021 8:00:00 AM

Nature Energy øger aktiviteten i 2020: Nye investeringer giver mere biogas og lavere omkostninger

2020 har været et begivenhedsrigt år for Nature Energy, som fortsætter med at øge produktionen af klimavenlig biogas, mens produktionsomkostningerne reduceres.

 

Nature Energys omsætning er steget fra 693 millioner kroner i 2019 til 898 millioner kroner i 2020, mens virksomhedens produktion af klimavenlig biogas er steget med 30 % siden regnskabsåret i 2019. Fra 2019 til 2020 er enhedsomkostningerne for produktionen af 1 m3 biogas alene faldet med tæt på 6 %. Nature Energy forventer, at omkostningerne vil falde yderligere i 2021.

 

I 2020 har Nature Energy øget aktiviteten og gennemført en række omfattende udvidelser af tre eksisterende biogasanlæg, mens et nyt storskalaanlæg i Glansager i Sønderborg Kommune er blevet indviet. Samlet har Nature Energy investeret knap 400 millioner kroner i løbet af 2020.

 

”2020 har på mange måder været et godt år for Nature Energy. Vi fortsætter med at investere massivt i biogas og udvide de anlæg, der har potentiale til at tage flere biomasser ind og dermed levere endnu mere biogas. Vi håber på at kunne holde den høje kadence og bygge flere biogasanlæg i de kommende år,” siger adm. direktør hos Nature Energy, Ole Hvelplund.

 

Hos Nature Energys bestyrelse ser man ligeledes positivt på den øgede aktivitet.

 

”Klimavenlig biogas og gødning til planterne er vigtige elementer i den grønne omstilling, og der er stadig et stort behov for at øge produktionen i Danmark. Derfor er det positivt, at vi fortsætter med at investere markant i biogas og øge vores aktiviteter, så vi i 2020 kunne levere 30 % mere biogas i forhold til 2019,” siger Nature Energys bestyrelsesformand Peter Gæmelke.

 

Faldende gaspriser lægger en dæmper på resultatet

 

På trods af den øgede biogasproduktion kommer Nature Energy ud af regnskabsåret med et underskud på 64 millioner efter skat. Dette skyldes især gaspriserne, som fortsat har været stærkt faldende i 2020. Trods de faldende gaspriser, er virksomhedsdriften i god gænge, og i 2021 forventer Nature Energy et positivt resultat efter skat.

 

”Vi har øget aktiviteterne markant i 2020. Det er i høj grad takket være vores ejere, som fortsætter med at investere i virksomheden til gavn for produktionen af biogas i Danmark,” siger adm. direktør Ole Hvelplund.

 

Investeringerne ses tydeligt i produktionstallene. I 2020 blev i alt 3,5 millioner tons biomasse behandlet på Nature Energys biogasanlæg, og det har resulteret i en produktion på 127 millioner mbiogas.

 

I den kommende periode forventes mængden af biomasser at stige yderligere til knap 5 millioner tons, som vil kunne omdannes til mere end 200 millioner mbiogas. Det er eksempelvis nok biogas til at holde 8.000 lastbiler, som kører 50.000 km. per år, kørende på CO2-neutral vis og svarer da til en reduktion på 534.000 tons CO2.

 

”Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling og nå klimamålet om 70 % CO2-reduktion i 2030, er der behov for grønne virkemidler, der kan gøre en vigtig forskel her og nu. Derfor er det positivt, at vi som Danmarks største biogasproducent fortsætter med at øge andelen af biogas på det danske gasnet, mens vi minimerer produktionsomkostningerne,” siger adm. direktør Ole Hvelplund og fortsætter:

 

”Vi ser frem til at byde ind på de kommende udbudspuljer til biogas, som blev vedtaget med energiaftalen fra sommeren 2020. Vi kan stadig producere meget mere klimavenlig biogas i Danmark, og derfor håber vi selvfølgelig på, at den politiske vilje til at støtte produktionen af biogas fortsætter de kommende år. Det vil være til stor gavn for Danmarks grønne omstilling.”