Publiceret: 6. oktober 2021, 10:30 CEST
Som de første i Danmark skal Nature Energy og MAKEEN Energy producere flydende biogas til færger og lastvogne
Biogasproducenten Nature Energy har indgået en aftale med MAKEEN Energy om at opføre Danmarks første anlæg til at producere flydende biogas, som er et grønt og CO2-neutralt brændstof. Anlægget skal ligge i Frederikshavn, hvor det kan forsyne den nordiske rederi- og transportsektor, og bl.a. forventes Samsø Rederi snart at benytte den danskproducerede, flydende biogas til færgedrift.
Selvom den danske produktion af biogas er rekordhøj, er der indtil nu ikke blevet produceret biogas i flydende form herhjemme.
Men det bliver nu ændret. For Nature Energy, vil i samarbejde med MAKEEN Energy opføre et såkaldt LBG-anlæg ved havnen i Frederikshavn, der skal producere flydende biogas, som bl.a. kan bruges til færger og lastvogne. Nature Energy er Danmarks største biogasproducent og MAKEEN Energy er specialister i udvikling af udstyr og projekter indenfor nedkølede gasser. Sammen har de oprettet et fælles selskab bag projektet, som har fået navnet Nordic Liquefaction (NORDLIQ).
”Det nye anlæg bliver det første af sin slags i Danmark, når det forventes at stå færdigbygget i midten af 2023. Det markerer derfor også et helt nyt kapitel for den grønne omstilling herhjemme, fordi det nu vil blive muligt for færger og lastvogne at tanke et grønt brændstof i form af flydende biogas på dansk jord,” siger adm. direktør hos Nature Energy, Ole Hvelplund.
CCO hos MAKEEN Energy, Bo Larsen, ser frem til at realisere NORDLIQ-projektet, som kommer til at levere den første flydende biogas i Danmark.
”Flydende biogas bliver en vigtig del af fremtidens grønne brændstoffer, og derfor er vi stolte over at være med i dette projekt sammen med Nature Energy, som vil skabe nye veje til at sikre en effektiv grøn omstilling i transporten,” siger han.
Rummer stort potentiale for tung transport
Mens lastvogne, der kører på flydende gas, er udbredte i bl.a. Tyskland, Norge og Sverige, er de endnu et særsyn i Danmark.
Det er nemlig ikke muligt for lastvogne at tanke hverken flydende naturgas (LNG) eller flydende biogas (LBG) på danske tankstationer, og det afholder mange gasdrevne lastvogne fra Danmark. Men det bliver forhåbentligt ændret nu, siger Ole Hvelplund:
”Flydende biogas er særligt efterspurgt i den tunge del af transporten, hvor der er stort behov for et grønt alternativ til de fossile brændstoffer, som stadig dominerer på vejene i dag. Derfor er vi stolte af at gå foran med opførelsen af dette anlæg, som vil gøre gavn i hele transportsektoren.”
Administrerende direktør i Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen, er meget glad for placeringen af NORDLIQ:
”Vi er både glade for og stolte over, at NORDLIQ har valgt at placere deres anlæg i Frederikshavn. Det understreger vores strategisk vigtige placering mellem sejlruten ind i Østersøen og motorvejsnettet, og er med til at styrke Frederikshavn Havns position som et grønt knudepunkt.”
Mellem 60.000 og 100.000 skibe passerer hvert år tæt på Frederikshavn Havn, og en af de mulige aftagere af den flydende gas vil være Bunker One, som i samarbejde med NORDLIQ vil medvirke til salg og markedsføring til shippingindustrien.
Peter Zachariassen, CEO i Bunker One, udtaler: ”I Bunker One er vi ekstremt stolte over at have fået muligheden for at tilbyde den maritime sektor et danskproduceret produkt, som vi ser en større efterspørgsel på end nogensinde før.”
Samsø Rederi har i dag en færge, der sejler på fossil flydende naturgas, der bliver fragtet til Danmark fra Holland, og selskabet ser frem til muligheden for at kunne fylde flydende biogas i tanken.
"En mere bæredygtig færgedrift er et afgørende fokusområde for Samsø Rederi, og nu kan vi snart gå skridtet videre og sejle på danskproduceret, flydende biogas. Det, synes vi, er interessant, og derfor forventer vi også at omstille til flydende biogas, når det kommende LBG-anlæg er opført,” siger Carsten Kruse, færgedirektør i Samsø Rederi.
Brændstoffirmaet Q8 leverer allerede flydende naturgas (LNG) til Samsø Rederi, og Q8’s head of fleet & IDS, Gert Thomasen, ser et stort potentiale i danskproduceret, flydende biogas, der bl.a. vil kunne bruges på selskabets kommende tankanlæg i Padborg, der som det første i Danmark vil servicere den tunge transport med flydende gas.
”Vi vil gerne gøre det lettere for vores kunder at komme i gang med den grønne omstilling, og derfor vil det være et stort skridt på vejen mod en mere bæredygtig lastbiltransport, hvis vi i fremtiden kan levere danskproduceret flydende biogas. For flydende biogas er et meget relevant alternativ til den tunge transport, der ikke kan elektrificeres i morgen. Samtidigt er den flydende biogas også interessant for vores marinekunder, der har fokus på alternativer til de traditionelle, fossile brændstoffer,” siger Gert Thomasen fra Q8.
NORDLIQ forventer, at byggeriet af LBG-anlægget forventes at kunne begynde senere i år (2021), når byggetilladelsen er på plads.
Fakta
-
Flydende biogas (LBG) er et klimavenligt alternativ til flydende naturgas (LNG), som bl.a. anvendes i flere dele af transportsektoren. Hverken flydende naturgas eller flydende biogas produceres i Danmark i dag. Flydende biogas produceres ved at køle biogassen ned til -160 grader, hvorefter den grønne gas bliver 600 gange mere kompakt og dermed brugbart og rentabelt som brændstof for transportsektoren.
-
Når LBG-anlægget forventes at stå færdigbygget, vil det i første omgang kunne producere 20.000 tons flydende biogas årligt. Herefter vil der være potentiale for at udvide anlægget til at producere op mod 120.000 tons flydende biogas per år. Til sammenligning bruger SAMSØLINJEN alene mellem 3000-4000 tons flydende naturgas i dag per år.
-
Nature Energy er gået sammen med MAKEEN Energy i selskabet Nordliq, som kommer til at stå bag produktionen af flydende biogas i Frederikshavn. Etableringen af LBG-anlægget er en samlet investering på et trecifret millionbeløb, hvor Nature Energy leverer 2/3 af investeringen, mens MAKEEN Energy står for 1/3.
-
Da flydende naturgas (LNG) og flydende biogas (LBG) er næsten kemisk identisk, vil det nye anlæg i Frederikshavn også kunne producere LNG, afhængigt af kunders ønsker og behov.
-
Opførelsen af anlægget forventes at begynde senere i 2021, og det ventes at stå færdigbygget i midten af 2023.
Media contact
Rasmus Carlsen
Presseansvarlig