04/06/2019
Et af verdens største biogasanlæg indviet ved Videbæk
Mandag den 3. juni blev biogasanlægget ved Videbæk officielt indviet af Finansminister Kristian Jensen (V). Til åbningen sagde Kristian Jensen blandt andet følgende i sin tale: ”Vi skal sørge for, at vi får omstillet hele Danmarks energiproduktion til at være vedvarende og grøn, sådan at vi kan efterlade en klode til vores børn, der er endnu bedre, end den vi fik fra vores forældre. Der er biogas utroligt væsentligt.”
Foruden Kristian Jensen var der taler ved borgmester i Ringkøbing-Skjern Hans Østergaard, formand for leverandørforeningen, Ole Kjær, bestyrelsesformand i Nature Energy, Peter Gæmelke, og administrerende direktør, Ole Hvelplund. I sin tale sagde Ole Hvelplund bl.a.:
”I dag er en fantastisk dag, som vi har set frem til i lang tid, og vi er stolte over at kunne indvie dette flotte og moderne biogasanlæg, som i den grad sætter et stort aftryk på den grønne omstilling,” siger han og fortsætter:
”Vi taler meget om klimaet og den grønne omstilling, og her har biogas alle muligheder for at spille en nøglerolle. To af de klimamæssige udfordringer er emissioner fra landbruget og tung transport. På begge områder er der meget store klimafordele ved biogas.”
Biogasanlægget ved Videbæk bliver et af Danmarks og verdens største anlæg og vil årligt kunne producere 27,5 mio. kubikmeter grøn og CO2-neutral biogas. Den grønne gas sendes direkte til det nærliggende mejeri Arinco i Videbæk via en lokal biogas-ledning, og vil kunne producere grøn energi svarende til varmeforbruget i mere end 10.000 boliger.
For at producere biogas omdanner Nature Energy eksempelvis madaffald fra borgere og gylle fra landmændene til grøn og CO2-neutral gas som virksomheder, husholdninger og på sigt transportbranchen kan få gavn af. Når gassen er udvundet og sendt videre i naturgassystemet, får landmændene den afgassede næringsrige gødning tilbage.
Nature Energy betegnes som verdens største producent af biogas og driver allerede ni etablerede anlæg i hele Danmark. Nature Energy producerer biogas ved at bruge husdyrgødning, madaffald og andre organiske affaldsprodukter, som omdannes til grøn gas.
Kontakt
Tim Smidemann
Presseansvarlig