24/02/2020

Ny rapport: Biogas kan produceres langt billigere i 2030

En ny rapport fra konsulenthuset Viegand Maagøe viser, at der er et stort potentiale for at øge mængden af biogas, og samtidig reducere prisen på biogasproduktionen med over 42% frem mod 2030. Nature Energy ser selv et potentiale for at producere dobbelt så billigt allerede i 2029 sammenholdt med i dag.

 

I dag præsenterer Nature Energy og Viegand Maagøe en helt ny rapport, som viser, at der er potentiale for at producere betydeligt mere biogas i fremtiden, samtidig med at det kan gøres langt mere effektivt og dermed billigere. Rapporten viser blandt andet, at der er potentiale for at spare i alt 42,2% af totalomkostningerne på produktion af biogas frem mod 2030 ift. til i dag.  

 

”Med rapportens konklusioner står det klart, at der i fremtiden kan produceres langt mere biogas, og at det kan gøres væsentligt billigere. Det er rigtig godt nyt for Danmarks grønne omstilling,” siger Nature Energys adm. direktør, Ole Hvelplund og fortsætter: 

 

”I Nature Energy kan vi med vores effektive storskalaanlæg halvere omkostningerne i 2029 i forhold til det nuværende niveau, og dermed bliver vores behov for subsidier også mindre på sigt,” siger Ole Hvelplund.

 

Viegand Maagøes adm. direktør, Søren Eriksen, har set frem til at offentliggøre den nye rapport, som han mener, sætter en streg under biogassens grønne potentiale. 

 

”Rapporten viser, at biogas bør spille en helt afgørende rolle i den grønne omstilling. Der kan rent faktisk produceres nok biogas til at erstatte al gas med CO2-neutral biogas – og frem for alt vil der være et samfundsøkonomisk overskud ved at gøre det,” siger Søren Eriksen. 

 

Biogassens potentiale for omstillingen af den energitunge industri

 

Ole Hvelplund præsenterede rapporten tidligere i dag ved Nature Energys biogasanlæg på Midtfyn, hvor der var besøg af både Aalborg Portlands adm. direktør, Michael Lundgaard Thomsen, og klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S). Aalborg Portland, der leder klimapartnerskabet for energitung industri, peger på biogas som et helt centralt greb for omstillingen. Michael Lundgaard Thomsen siger: 

 

”Vores analyser og interviews med en lang række virksomheder i klimapartnerskabet peger på biogas som den eneste løsning for hovedparten af de energiintensive virksomheder. Sagen er, at de virksomheder arbejder med højtemperaturprocesser, som oftest ikke kan elektrificeres, men derimod kræver CO2-neutrale brændsler for at nedbringe emissionerne.”

 

Ole Hvelplund ser positivt på anbefalingen fra klimapartnerskabet og glæder sig over biogassens rolle: 

 

”Biogas rummer et stort potentiale i den energiintensive industri som et grønt og CO2-neutralt alternativ.”  

 

Fakta om rapporten

 

Den nye biogasrapport med titlen ”Biogassektorens konkurrenceevne og bidrag til den grønne omstilling” er udarbejdet af konsulenthuset Viegand Maagøe. Rapporten kan downloades til i boksen til højre.  

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst: 

 

  • Tim Smidemann, presseansvarlig hos Nature Energy 
    Tlf.: +45 23 48 26 51, mail: ts@natureenergy.dk 
  • Thomas Uhd, chef for bæredygtighed og eksterne relationer hos Aalborg Portland 
    Tlf.: +45 22 94 41 67, mail: thomas.uhd@aalborgportland.com
  • Søren Eriksen, adm. direktør hos Viegand Maagøe
    Tlf. +45 20 20 24 54, mail: sek@viegandmaagoe.dk

Kontakt

Tim Smidemann

Presseansvarlig

Direct: +45 23 48 26 51
E-mail: ts@natureenergy.dk
Region: DK