11/09/2020

Grønt gennembrud: Ny aftale er første skridt mod biogas til Lolland-Falster

Torsdag 10. september blev en ny aftale underskrevet, der markerer det første skridt mod at få klimavenlig biogas til Lolland-Falster, så Nordic Sugars sukkerproduktion kan ske klimavenligt i stedet for med kul og olie som i dag. Der mangler nu bare politisk opbakning fra Christiansborg for at gøre det hele til virkelighed.

 

Aftalen blev indgået mellem Nature Energy, Danmarks største biogasproducent, og Leverandørforening Lolland Falster Biogas, som bliver kommende leverandører af biomasse til de to biogasanlæg.

 

Såfremt det fra politisk side besluttes at etablere en gasledning til Lolland Falster sammen med ny biogasproduktion, skal parterne bag aftalen samarbejde om at udvikle og etablere to nye biogasanlæg. Anlæggene vil blive placeret på henholdsvis Lolland og Falster.

 

Det nye samarbejde glæder Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy, der ser mange potentialer ved at bringe biogas til regionen.

 

”Biogassen fra to nye anlæg kan give en markant klimagevinst og fjerne CO2-udledninger, samtidig med at vi skaber vigtige lokale produktionsarbejdspladser. Biogas til Lolland-Falster rummer et kæmpe potentiale, og vi har allerede et godt samarbejde med både Lolland og Guldborgsund Kommune, Nordic Sugar og leverandørforeningen. Vi er alle klar til at få biogas til Lolland-Falster, men vi mangler grønt lys fra Christiansborg til at etablere de to anlæg og en grøn gasledning til regionen,” siger Ole Hvelplund, adm. direktør for Nature Energy.

 

Hos Leverandørforening Lolland Falster Biogas glæder man sig også over aftalen, der vil få mærkbar betydning for regionens landbrug.

 

”Lolland-Falster har i dag Danmarks største biomasseproduktion, og potentialet for at omdanne dette til klimavenlig biogas er rigtig stort. En grøn gasledning og biogas vil give regionen helt nye udviklingsmuligheder samt styrke den cirkulære bioøkonomi, som vi i leverandørforeningen er stolte af at kunne bidrage til. Det er vigtigt, at vi sikrer fremtidens industriproduktion på Lolland-Falster, herunder at sukkerproduktionen får en grøn energiløsning,” siger formand for Leverandørforening Lolland Falster Biogas, Boye Tambour.

 

Den nyindgåede aftale blev markeret med et underskriftsmøde i Sakskøbing, hvor både borgmesteren fra Guldborgsund Kommune, John Brædder, og borgmesteren fra Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen, deltog. Begge borgmestre bakker op om projektet og håber, at der snarest muligt vil komme grøn og CO2-neutral biogas til Lolland-Falster.

 

”Den grønne omstilling er et helt centralt fokusområde på Lolland, og her ser vi biogas som en klimavenlig og effektiv løsning, der både kan levere CO2-reduktioner, vækst og nye arbejdspladser til hele Lolland-Falster. Vi håber derfor meget på politisk opbakning til projektet fra Christiansborg,” siger borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen.

 

Borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder, håber ligeledes på politisk opmærksomhed på biogas til Lolland-Falster.

 

"Det glæder mig meget at se private virksomheder tage et så ambitiøst initiativ, og jeg ser frem til at se det endelig beslutningsgrundlag", lyder det fra borgmester John Brædder. Erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster har også taget del i arbejdet med at få grøn gas til Lolland-Falster. Erhvervsorganisationens forretningschef Steffen Lund er meget tilfreds med dagens aftale.

 

"Det er i dag en vigtig milepæl i visionen om Grøn Gas Lolland-Falster. Det er en investering, som ikke bare vil få kæmpe betydning lokalt. Det vil helt sikkert også vil give anledning til opmærksomhed fra virksomheder og investorer i ind- og udland, fordi det slet og ret vil styrke Lolland-Falsters status som grøn energi- og fødevare-superregion,” siger Steffen Lund.

 

Biogas er nøglen til grøn omstilling af sukkerproduktionen

 

Produktionen af CO2-neutral biogas på Lolland-Falster er ikke kun til gavn for regionens grønne omstilling og Danmarks klimamål. Lolland-Falster huser i dag Nordic Sugar, som er nordens største sukkerproducent. Nordic Sugar har på sine to fabrikker et akut behov for et grønt alternativ til olie og kul.

 

Nordic Sugars miljøgodkendelse på fabrikken i Nakskov udløber i udgangen af 2021. Derfor er etableringen af en gasledning til regionen sammen med biogas afgørende for virksomhedens danske sukkerproduktion.

 

”For at sikre fremtidens sukkerproduktion i Danmark og de mange arbejdspladser og eksportkroner til vores fælles velfærd, som vi bidrager til, er der behov for et grønt alternativ til olie og kul her og nu. Vi ser biogas som nøglen til vores grønne omstilling, men før vi kan komme i gang, skal vi have politisk opbakning fra Christiansborg til en gasledning samt støtte til de to nye biogasanlæg i regionen,” siger Jesper Thomassen, adm. direktør i Nordic Sugar.

 

For Nordic Sugar er biogas den bedste og billigste mulighed for en effektiv grøn omstilling. Med aftalen i dag er alle parterne et skridt tættere på at kunne få biogas til regionen.

Kontakt

Bjarke Levin Madsen

Presseansvarlig

Direct: +45 20 96 06 40
E-mail: bm@natureenergy.dk
Region: DK