26/02/2019
Byggeri af nyt biogasanlæg sat i gang i Sønderborg
Sønderborg Kommune kom tirsdag 26. februar endnu et skridt nærmere CO2-neutralitet, da borgmester Erik Lauritzen satte spaden i jorden og startede byggeriet af Nature Energys og BioenergiSyds nye biogasanlæg ved Glansager. Senere kommer endnu et anlæg ved Kværs, og dermed reduceres den årlige CO2-udledning med 80-100.000 ton. Sønderborg viser således, at byens visioner bliver fulgt af handling, og samtidig skaber Nature Energys anlæg lokale arbejdspladser og bidrager dermed til Sønderborgs vækst.
Ifølge Erik Lauritzen er det netop kombinationen af udvikling og bæredygtighed, der har været afgørende, og han siger:
”I Sønderborg Kommune arbejder vi løbende på at blive mere bæredygtige. En stor del af det arbejde handler om at omstille til grøn energi. Biogas er en hjørnesten i den indsats, og derfor jeg glad for, at der nu tages første spadestik til det kommende anlæg. Det vil skære en stor del af kommunens CO2-udledning og skabe en sund cirkulær økonomi til fordel for alle parter. Dermed er det endnu et godt eksempel på formålet med ProjectZero – at gøre en forskel for klimaet og skabe udvikling i Sønderborg Kommune.”
Direktør Ole Hvelplund, Nature Energy, glæder sig over, at Sønderborg Kommune viser handling og tager ansvar:
”Biogas er med til at løse det moderne samfunds affaldsproblemer samtidig med, at vi får CO2-neutral energi til mange formål. Det er vigtigt, at vi i Danmark forstår, at biogas er en uadskillelig del af vores grønne fremtid og et nødvendigt supplement til vind- og solenergi.”
For yderligere oplysninger kontakt Nature Energys presserådgiver Kaare Birch på 42 25 36 25 eller kbi@natureenergy.dk.
Om anlægget
- BioenergiSyd er en leverandørforening af lokale landmænd
- Nature Energy og BioenergiSyd investerer 250 mio. kroner
- Anlægget kan behandle 370.000 ton organisk affald
- Produktionen bliver 17,5 mio. m³ biogas og sendes ud i gasnettet, hvor den erstatter almindelig naturgas. Det er nok til fx at opvarme 15.000 husstande
Om Nature Energy
Nature Energy er verdens største producent af biogas. Sammen med vores partnere ejer og driver vi ni biogasanlæg i Danmark og udlandet og er ved at etablere yderligere anlæg.
Biogas er en vigtig brik i den cirkulære økonomi. Nature Energy producerer biogas ved at bruge husdyrgødning, madaffald og andre organiske affaldsprodukter og løser således påtrængende affaldsproblemer i det danske samfund.
Biogas spiller også en vigtig rolle i det danske CO2-regnskab. Da den fortrænger den fossile naturgas, skal der hentes mindre naturgas op fra Nordsøen eller andre naturgasfelter.
Kontakt
Kaare Birch
Presserådgiver